| 11.sep.07 |
Forsikringen dækker nu også akupunktur
En stor del af forsikringsselskaberne yder via deres sundhedsforsikring tilskud
til akupunktur udført af medlemmer af Praktiserende Akupunktører.
Flere forsikringsselskaber har gennem længere tid givet tilskud til akupunktur under forudsætning af, at behandlingen bliver udført af en læge. Nu er ordningen udvidet, så der også ydes tilskud, når behandleren er medlem af Foreningen Praktiserende Akupunktører.
- Mange forbrugere er slet ikke klar over, at deres egen sundhedsforsikring eller arbejdspladsens forsikring går ind og dækker akupunkturbehandlinger. Vi har nu fået bekræftet det ved at kontakte en hel række forsikringsselskaber. Og det er selvfølgelig en udvikling, vi er meget glade for, fortæller næstformand i Praktiserende Akupunktører Torben Lind og fortsætter:
- En af grundene til at mange forsikringsselskaber i dag yder tilskud til akupunktur udført af vores medlemmer, er at alle medlemmerne i dag er Registrerede Alternative Behandlere (RAB). Foreningen er godkendt af Sundhedsstyrelsen som registreringsansvarlig brancheforening. Det betyder, at alle medlemmerne skal leve op til en lang række krav, bl.a. om etik og moral, udelukkende anvendelse af sterile engangsnåle, samt krav om efteruddannelse, forsikringer m.m. Og det giver befolkningen tryghed og skaber samtidig en troværdighed hos en stor del af forsikringsselskaberne, siger Torben Lind.
Indtil videre giver følgende forsikringsselskaber tilskud til akupunktur i deres sundhedsforsikring, hvis det bliver udført af Praktiserende Akupunktører: Codan, Topdanmark, Danica, Trekroner, FSP pension og International Health Insurance Danmark.
- På nuværende tidspunkt yder Skandia, Tryg og PFA IKKE tilskud til akupunktur udført af vores medlemmer, men vi tror da på, at de også følger med snarest, slutter Torben Lind.
|
| 5. feb. 07 |
Sikker behandling med nåle
Ny lov giver akupunktørerne et skulderklap, men gør det samtidig endnu vigtigere at finde
frem til de Registrerede Alternative Behandlere.
Den 1. januar 2007 var en både betydningsfuld og skelsættende dag for akupunktører over hele landet, hvor de blev fritaget for lægelig supervision ved udførelse af akupunktur. Dette må ses som et udtryk for en voksende anerkendelse af akupunktur og faget som helhed, som tidligere har været sidestillet med "operative indgreb". Lovændringen hilses velkommen hos de Praktiserende Akupunktører (PA).
Fælles retningslinier
Medlemmerne af Praktiserende Akupunktører er Registrerede Alternative Behandlere (RAB), fordi foreningen er godkendt af Sundhedsstyrelsen som registreringsansvarlig brancheorganisation. Samtidig skal en hel række krav, hvor akupunktørerne bl.a. er underlagt regler om god klinisk praksis, etiske retningslinier og brug af sterile engangsnåle, overholdes. Desuden forpligter de sig til fortløbende efteruddannelse. Endelig har medlemmerne de nødvendige forsikringer.
Den nye lovgivning betyder også, at alle i princippet kan udøve akupunktur, uanset om de har en uddannelse eller ej, hvilket på længere sigt kan give problemer.
Det vil kunne føre til, at behandlere, uden godkendt akupunkturuddannelse, kan føre sig frem og love guld og grønne skove samt helbredelse af alvorlige sygdomme m.m. Vi ser jo gang på gang, at der bliver slået plat på kræftpatienter. Det kan vi ikke leve med, derfor er det vigtigere end nogensinde, at forbrugerne bliver gjort opmærksom på de muligheder der er, for at finde frem til en ordentligt uddannet akupunktør.
Der vil altid være brodne kar, som vil forsøge at slå plat på syge mennesker, men vi håber bl.a. med Registreringsordningen og en række etiske regelsæt i foreningen, at kunne minimere problemet mest muligt. På denne måde kan vi være med til at sikre, at der gives en god og seriøs behandling.
Se mere om foreningen Praktiserende Akupunktører på: www.aku-net.dk og www.etsikkertstik.dk
|
| 1. jan. 07 |
Er du træt af at ryge?
Hvis det var cd-er, bøger, parfume eller mærketøj, der stod øverst på din ønskeliste, så var det da fint nok at sætte din lid til julemanden. Men hvis dit ønske er at holde op med at ryge, så allier dig med en veluddannet registreret akupunktør.
Rygning nedsætter levealderen. Rygning er yderst skadelig for dig og dine omgivelser. Rygning kan dræbe. Rygning kan beskadige sæden og nedsætter frugtbarheden……
Budskabet er utvetydigt, hvad enten det står på en blød pakke Prince Light, 20 rød Corner i hardbox eller en pakke fintskåret pibetobak. Og de tydelige advarsler på tobakspakkerne er ikke opmuntrende læsning.
Advarslerne er bare ét af mange tiltag, der i de seneste år har gjort det surt at være ryger i Danmark. Og intet tyder på, at det bliver sjovere i fremtiden. Stadig flere arbejdspladser indfører skærpede rygeregler eller totale rygeforbud. Det samme gælder de offentlige transportmidler. Og enkelte politikere taler sågar om, at rygere "selv er ude om, at de bliver syge" og derfor burde agere agterlanterne på de stadigt voksende ventelister.
Der er altså al mulig grund til at holde op med at ryge. Men enhver, der har forsøgt, ved, at det er lettere sagt end gjort. Når abstinenserne river og flår i kroppen, når tankerne uophørligt kredser om den smøg, man har lovet sig selv ikke at ryge og når badevægten jamrer sig under et støt stigende pres, så er det uhyggeligt svært at holde fast i sin beslutning.
Mange klienter og akupunktører har imidlertid erfaret, at de små nåle kan gøre en stor forskel, for den der ønsker at slippe af med trangen til tobak.
Akupunktur er effektiv, når det drejer sig om at undgå de ubehagelige fysiske abstinenser i forbindelse med et rygestop. Og hvad der er mindst lige så vigtigt, så har nålene også en kraftig virkning på selve trangen til at ryge.
Ydermere er det muligt at understøtte kroppens stofskifte med akupunktur, hvilket spiller en rolle i forhold til problemet med den typiske vægtforøgelse ved rygestop. Mange rygere tøver med at kvitte tobakken, fordi de frygter at blive for tykke. Men det er der altså gode chancer for at undgå, hvis man allierer sig med en akupunktør.
Selvom akupunktur kan være en god hjælp for den, der vil ud af sin afhængighed, så er det vigtigt at understrege, at chancen for succes i høj grad også afhænger af motivationen og viljen hos den enkelte. Uden disse vigtige ingredienser, står det sløjt til.
Udbuddet af behandlere, som tilbyder akupunktur, er stort. Som forbruger kan det opleves som lidt af en jungle at finde rundt i. Men hvis du vælger en akupunktør, der er godkendt som Registreret Alternativ Behandler - RAB, så har du vished for, at hun er medlem af en forening, som er blevet godkendt af Sundhedsstyrelsen som registreringsansvarlig, og for at hun opfylder en række lovmæssige krav til uddannelse, etik og god klinisk praksis.
Jeg er som medlem af foreningen Praktiserende Akupunktører godkendt som Registreret Alternativ Behandler - RAB, og selve foreningen er godkendt af Sundhedsstyrelsen som registreringsansvarlig brancheorganisation.
|
| 1. jan. 07 |
Ny lov om alternativ behandling
Det er blevet lettere og mere trygt at vælge en veluddannet og professionel behandler, når man går alternative veje. Og trækker man alligevel en nitte, har man mulighed for at klage. Det er resultatet af »Lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere«, som træder i kraft 1. juni. 2006
Af Sinnet Ellehauge Journalist
Solen skinner. Lærken synger og du fløjter lystigt, mens du roder i surbundsbedet. Du mærker et knæk i ryggen og en skærende smerte. Hekseskud. Hvad gør du? Du har hørt, at zoneterapi skulle være effektivt. Men hvordan finder du en dygtig og pålidelig behandler, som kan lindre dine smerter? Som ikke bare efterlader dig med tomme lommesmerter?
Du slår op i din lokale telefonbog og kigger efter en RAB zoneterapeut. RAB er forkortelsen for Registreret Alternativ Behandler. Det er kun behandlere, som opfylder en række særlige krav til uddannelse og god klinisk praksis, som har lov at kalde sig RAB’er.
Hvis du trods valget af en RAB’er føler dig dårligt eller mangelfuldt behandlet, så kan du klage til den brancheforening, der har registreret behandleren, når det er en RAB’er, du konsulterer. Får du medhold i din klage, risikerer behandleren en påtale, en bøde eller i værste fald en inddragelse af sin registrering og eksklusion af foreningen.
Hvis behandleren derimod ikke er registreret, må du leve med dine lommesmerter. Så er der ingen relevant klageinstans. Det er konsekvensen af en ny lov om registrering af alternative behandlere, som netop nu den 1. juni træder i kraft.
Brancheforeningerne bliver også set efter i sømmene. En brancheforening kan kun få lov til at administrere ordningen og registrere sine medlemmer som RAB’ere, hvis den opfylder lovens krav og bliver godkendt af Sundhedsstyrelsen.
Overlæge i Sundhedsstyrelsen, Michael von Magnus, er formand for Sundhedsstyrelsens Råd vedrørende alternativ behandling (SRAB). Han har fulgt processen omkring registreringsordningen på tæt hold.
– Loven giver borgerne mulighed for at sikre sig, at behandlerens renommé og vandel er godkendt, siger han. Og er man utilfreds, kan man klage. Tidligere var utilfredse brugere af alternativ behandling henvist til forbrugerklagenævnet. Men nævnet har jo ingen faglig indsigt på området, og kan derfor vanskeligt vurdere en klage. Fremover bliver det de enkelte brancheforeninger, som skal føre selvjustits, når de er blevet godkendt af os. De har den fornødne ekspertise.
En landvinding
Mange anser den ny lov som en landvinding. En vurdering, som overlæge Michael von Magnus er enig i.
– I forhold til omverdenen ligger der en vis prestige i at være kommet ind under lovgivningen, siger han. Befolkningen har for længst taget det alternative til sig, det viser statistikken. Men lovgivningen er et tegn på, at området nu også tages alvorligt af politikerne.
Selvom loven kan betragtes som en form for skulderklap til dele af den alternative behandlerverden, skal den på ingen måde opfattes som en officiel blåstempling, hverken af behandlerne eller deres metoder. Det understreger både Sundhedsstyrelsen og de politikere, der står bag loven.
– Formålet med loven er udelukkende at styrke brugernes sikkerhed ved anvendelsen af alternativ behandling, siger Michael von Magnus.
Hr. og fru Danmark
Men hvad er det for en sikkerhed, brugerne af alternativ behandling får? Hvad betyder loven i praksis for hr. og fru Danmark?
– I forhold til den registrerede behandlers uddannelse, betyder det, at behandleren ikke kun er blevet undervist i selve den alternative metode, som for eksempel zoneterapi, urtemedicin eller akupunktur, fortæller akupunktør og zoneterapeut Anker Nielsen, som er en af hovedbagmændene bag registreringsordningen.
– RAB’eren har også lært, hvordan kroppen er bygget op, og hvordan den fungerer, ligesom han/hun er blevet undervist i sygdomslære og har fået kendskab til de mest almindelige typer traditionel medicin. Og så er han/hun blevet undervist i psykologi og klientbehandling, og har fået et vist kendskab til andre alternative behandlingsmetoder.
I forhold til de mere etiske aspekter og god klinisk praksis, forpligter en RAB’er sig til altid at opfordre sin klient til at søge læge, hvis behandleren er i tvivl om diagnosen eller i øvrigt finder det hensigtsmæssigt.
– Og så skal RAB’eren naturligvis overholde sin tavshedspligt, siger Anker Nielsen. Ligesom der skal være rent og sikkert, der hvor han/hun behandler. RAB’eren skal også føre en omhyggelig journal, så der er dokumentation for behandlingsforløbet, og han/hun skal være omhyggelig med at fortælle klienten, hvordan behandlingen skal forløbe, og hvilken effekt det vil være realistisk at forvente. Og så må RAB’eren aldrig på forhånd love helbredelse!
Mange af disse krav opfyldes også af ikke-registrerede behandlere. Problemet er, at man ikke har sikkerhed for, hvem blandt de ikke-registrerede, der opfylder kravene, og hvem der ikke gør. Og hvad vigtigere er: De har ingen mulighed for at klage over en dårlig eller mangelfuld behandling.
De alternative og lægerne
– Ifølge Michael von Magnus har de alternative udviklet sig meget i de senere år.
– Det har været en stor fordel, at brancheorganisationerne har sluttet sig sammen i de to paraplyorganisationer SundhedsRådet og Landsforeningen NaturSundhedsrådet, siger han. Det har i forbindelse med registreringsordningen betydet, at vi i Sundhedsstyrelsen har kunnet nøjes med at samarbejde med fem udvalgte repræsentanter frem for et utal af forskellige foreninger. Og så er det lettere at skabe resultater.
Selvom alternativ behandling i dag er en naturlig del af mange danskeres hverdag, og selvom politikerne har lagt tidligere tiders berøringsangst på hylden og taget fat på området, er der stort set ikke rokket ved forholdet mellem de alternative behandlere og lægestanden.
– I forhold til lægerne hedder den store hurdle videnskabelig dokumentation, siger Michael von Magnus. I deres verden er behandlingsmetoder og medicinske præparater underlagt strenge regler for videnskabelig dokumentation. Disse regler mener de fleste læger også bør gælde for alternativ behandling.
Der er ganske vist foretaget forskellige undersøgelser indenfor det store, brede område med fællestitlen alternativ behandling. Men der er stadig lang vej. Dels er det svært at finde nogle egnede forskningsmetoder, dels er det svært at skaffe penge.
Alligevel tyder noget på, at de alternative kan vejre morgenluft. I 1999 oprettede Sundhedsministeriet et Videns og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB), der bl.a. har til opgave at fremme og udvikle forskning på området, og til løsning af den opgave fik de i forbindelse med det seneste Finanslovsforlig tildelt ti millioner kroner. Pengene skal blandt andet bruges til at banke hul i muren ind til universitetsmiljøet, så man kan tiltrække mere kompetente og etablerede forskere.
– Der tales i disse år meget om at bygge bro og åbne for et reelt samarbejde mellem de alternative og de etablerede behandlere, siger Michael von Magnus. Men et samarbejde kræver dokumentation. Ellers bliver der nok nærmere tale om en fredelig sameksistens
Den ny lov
Formålet med loven er at styrke brugernes sikkerhed ved anvendelsen af alternativ behandling.
For at blive registreret alternativ behandler (RAB’er), skal behandleren være medlem af en godkendt registreringsansvarlig brancheforening og opfylde en række krav til uddannelse og god klinisk praksis.
Det er Sundhedsstyrelsen, der godkender de registreringsansvarlige brancheforeninger.
Loven giver brugerne mulighed for at klage over RAB’eren. Hvis brugeren får medhold i klagen, kan behandleren straffes med en påtale, en bøde eller en fratagelse af sin registrering og eksklusion af den registreringsansvarlige forening.
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk kan du se, hvilke brancheforeninger, der er godkendt som registreringsansvarlige og dermed har lov til at registrere deres behandlere.
Du kan også se, hvilke specifikke krav om uddannelse og god klinisk praksis foreningen stiller til sine registrerede behandlere – ligesom du her kan finde en liste over behandlerne.
|
|